Japansk Grandma's Flower

Japansk Grandma's Flower

Størrelse: ca. 118 x 157 cm

Quilten er syet i hånden med teknikken English Paper Piecing — på dansk også kaldet håndsyning over pap.

Quilten består af Grandma’s Flower-blomster i tre varianter:

  • mønstrede blomster med ensfarvet midte
  • hvide blomster med mønstret midte
  • hvide blomster med ensfarvet midte

 

Først syr du en masse blomster. Når alle blomsterne er syet, lægger du dem op, som du ønsker, og syr dem sammen til quilttoppen.

 

Quilten er konstrueret sådan, at du syr hele blomster i forskellige farvekombinationer. Nogle af blomsterne vil stikke uden for quilten. Til sidst skæres quilten til efter diagrammet.

Denne metode kræver lidt mere stof, fordi der vil være stofspild til sidst. Til gengæld skal du ikke tænke på, om du skal bruge hele, halve eller trekvarte blomster undervejs.

Du slipper også for at beslutte, hvilke blomster der skal placeres ude i kanten, før du lægger alle blomsterne op.

 

Jeg kan godt lide at sy håndsyning på denne måde, hvor jeg bare syr løs af en bunke stoffer, der allerede er limet på skabelonerne og klar til at blive syet sammen. Jeg kan også godt lide at have overblik over alle mine blomster og arrangere dem, inden de sys sammen til sidst.

 

Så er det nemlig bare at sætte sig ned og nyde processen 😊

Læs hele vejledningen igennem, inden du starter.

 

Om papskabeloner

Du kan godt genbruge papskabelonerne, men du kan først tage en skabelon ud, når du har syet på alle sider af sekskanten.

Du kan derfor vælge at sy quilten sammen løbende i stedet for først at samle den til sidst, når alle blomsterne er syet. Du kan også nøjes med at tage midtersekskanterne ud, når du har syet en blomst. Så kan du genbruge disse skabeloner og se, hvor langt du kommer.

Pres arbejdet godt, inden du tager skabelonerne ud, og tag dem forsigtigt ud.

 

Om diagrammet og materialeberegning

Diagrammet er vejledende og viser, hvordan blomsterne kan placeres i quilten.

Materiale- og stofmængde, herunder antallet af papskabeloner, er beregnet ud fra, at der sys hele blomster, som først skæres til efter samling. Derfor kan der være sekskanter i stofberegningen, som ikke fremgår som hele sekskanter i diagrammet, da disse sekskanter helt eller delvist er skåret af ved den endelige tilskæring.


Du skal bruge

 

  • Mønsterstof: i alt ca. 170 x 110 cm
    • Mængden af mønsterstof afhænger af, hvor mange og hvor store stykkerne er. Dette er et cirka-mål.
  • Baggrundsstof: 60 x 110 cm
  • Bundstof: 300 x 110 cm
  • Stof til lukkekant: 50 x 110 cm
  • Papskabeloner: sekskanter med sidemål 3,5 cm, i alt 623 stk. — færre, hvis du genbruger
  • Stof til bagside: 140 x 180 cm
  • Mellemfor: 140 x 180 cm
  • Matchende sytråd
  • Limpen og limstifter eller ritråd

Blomster i mønsterstof med midte i baggrundsstof

 

Til hver blomst bruges:

  • 6 sekskanter i mønsterstof
  • 1 sekskant i baggrundsstof

Forberedelse:

Klip eller skær stoffet ud efter papskabelonerne med ca. 1 cm sømrum. Lim eller ri stoffet fast på papskabelonerne.

 

Du skal forberede:

  • 180 sekskanter i mønsterstof
  • 30 sekskanter i baggrundsstof

 

Sy 30 blomster.

 

Den ene blomst sys kun med fire blade. De to sidste mønstersekskanter bruges som en delvis blomst uden midte i kanten af quilten. Se diagrammets højre side.


Blomster i bundstof med midte i baggrundsstof

 

Til hver blomst bruges:

  • 6 sekskanter i bundstof
  • 1 sekskant i baggrundsstof

 

Du skal forberede:

  • 168 sekskanter i bundstof
  • 28 sekskanter i baggrundsstof

 

Sy 28 blomster.


Blomster i bundstof med midte i mønsterstof

 

Til hver blomst bruges:

  • 6 sekskanter i bundstof
  • 1 sekskant i mønsterstof

 

Du skal forberede:

  • 162 sekskanter i bundstof
  • 27 sekskanter i mønsterstof

 

Sy 27 blomster.


Sekskanter til kanterne på quilten

 

Lav 28 sekskanter i bundstof til at fylde “huller” ud langs kanten af quilten, når du syr blomsterne sammen. Se diagrammet.


Afslutning af quilten

 

  1. Læg blomsterne op efter diagrammet, eller som du ønsker. Diagrammet er tænkt som hjælp til placering af blomsterne — ikke som en optælling af de enkelte sekskanter. Blomsterne i kanterne vil række ud over kanten af diagrammet.
  2. Sy blomsterne sammen. Der vil være “huller” enkelte steder i kanterne, hvor du syr en sekskant i bundstof på.
  3. Pres arbejdet godt, inden du tager skabelonerne ud. Tag skabelonerne ud efterhånden, som der er syet på alle sider af en skabelon.
  4. Læg quilttoppen sammen med mellemfor og bagside, og quilt som du ønsker. Vi har quiltet i hånden med hvid quiltetråd rundt om alle de mønstrede blomster.
  5. Skær quilten til på alle sider med et sømrum på ¼ inch eller 0,75 cm. Nogle af blomsterne i kanten vil blive skåret af i denne proces.
  6. Skær 7 strimler à 2,5 inches eller 6 cm af stoffet til lukkekant. Sy lukkekant på quilten. Du finder også en guide til at sy lukkekant på her:
    https://blossomquilt.dk/blogs/blog/lukkekanter

Materialer brugt til coverquilten syet med japanske stoffer.

 

Hvis du vil sy en quilt, der ligner Helles coverquilt, skal du bruge:

 

Hvad du ellers kan få brug for:

begynder vejledninger

← Ældre Indlæg Nyere Indlæg →

Blog

RSS
Håndsyet Vintage Stjernequilt
begynder vejledninger

Håndsyet Vintage Stjernequilt

Ca. 135 x 180 cm. Quilten er syet i hånden med teknikken English Paper Piecing — på dansk også kaldet håndsyning over pap. Quilten består...

Læs mere
Blossom Quilt Nederdel

Blossom Quilt Nederdel

En mønsterfri nederdel i etager Blossom Quilt Nederdel er syet af stof i tre baner eller ”ringe”. Øverst laves en løbegang til elastik, og de...

Læs mere